Chokerende tal fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen afslører, at årtiers slendrian og bagstræb fra Folketingets side nu resulterer i, at det rene drikkevand i Danmark er gået tabt. Landbrugets lobbyister har siden 2001 effektivt forhindret indgreb mod landbrugets forurening af vandboringer og kildepladser, men nu åbenbares bagsiden af medaljen:

Antallet af tilfælde, hvor danske borgere måtte drikke vand fra vandværket med pesticidrester over grænseværdien, blev femdoblet sidste år. Vandværker i hver 3. kommune er ramt.

Det viser en ny opgørelse, som Geus har lavet for Miljøstyrelsen, og som miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) refererer i et svar til Folketingets Miljøudvalg.

Ifølge opgørelsen var der i 95 tilfælde for mange sprøjterester i vandværkernes såkaldte afgangsvand sidste år. I 2016 var det kun 17 tilfælde, og også de foregående tre år lå antallet af overskridelser mellem 18 og 22.

De mange fund er spredt ud på 65 vandværker i 33 forskellige kommuner.

I vandværkernes boringer ser det også slemt ud, typisk fordi mange vandværker kombinerer vand fra flere boringer, inden det bliver sendt ud i hanerne. Hele 337 prøver var der sidste år med fund over grænseværdien i vandværkernes magasiner, mere end en firedobling i forhold til 2016.S vil forbyde sprøjtegifte nær vandboringer

– Det er det værste, vi har været udsat for, siger seniorkonsulent Claus Vangsgaard fra vandværkernes brancheforening, Danva, til Ekstrabladet.

MF Christian Rabjerg Madsen (S).

Afsløringen får nu Socialdemokraterne til at kalde Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister i samråd:

Landbrugets lobbyist # 1 i Folketinget er Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen, der aldrig forsømmer nogen lejlighed til at afvise problemer med sprøjtegifte i drikkevand som “fortidens synder”. Han har hidtil forholdt sig tavs til de nye choktal.

‘Jeg afkræver ministeren svar på, hvordan vi sikrer danskerne rent drikkevand. Og så opfordrer jeg kraftigt regeringen og Dansk Folkeparti til at støtte socialdemokratiets forslag om at beskytte grundvandet ved at forbyde brug af sprøjtegift tæt på drikkevandsboringerne, hvor grundvandet er allermest sårbart,’ skriver Christian Rabjerg Madsen (S), miljøordfører, i en mail til Ekstra Bladet.

Først sidste år startede vandværkerne med at undersøge nedbrydningsprodukter, fordi de er blevet fundet i drikkevandet. Dertil kommer, at ukrudtsmidlet BAM har lukket en stribe vandboringer. Endvidere fremgår det af ministerens svar, at 79 ud 95 tilfælde af for mange pesticider i vandhanerne skyldes nedbrydningsprodukter fra chloridazon.

– Vi er blevet bragt i en meget, meget alvorlig situation, særligt fordi koncentrationen oftere er en del højere, end når det gælder f.eks. BAM, siger Claus Vangsgaard.

I svaret til Folketinget fra Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister, fremgår det, at antallet tilfælde med gift i drikkevandet over hele linjen er eksploderet.

Tavs som en østers

Hverken regeringen eller miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) agter at gribe ind overfor landbrugets sprøjteri nær vandboringer.

Hverken Ingeniør.dk eller Ekstrabladet har haft held til at indhente en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen.

Det kan skyldes, at miljø- og fødevareministeren har opholdt sig i Japan for at promovere danske kompetencer inden for vand på den internationale vandkonference IWA – World Water Congress and Exhibition i Tokyo.

Søndag den 16. september åbnede Ellemann-Jensen konferencen, hvor 15 danske virksomheder og organisationer deltager sammen med en række toneangivende danske forskere.

– Danmark har nogle rigtig stærke kompetencer inden for vandteknologi, som andre lande er interesserede i at tage til sig. Det skal vi være med til at vise over for udlandet, og på denne internationale vandkonference er der gode muligheder for danske og udenlandske virksomheder, forsyningsselskaber og forskere til at få skabt nogle partnerskaber, sagde Jakob Ellemann-Jensen ifølge sin egen pressetjeneste.

Men ikke et ord om sprøjtegifte i danskernes drikkevand.

Visited 14 times, 7 visit(s) today

Comments are closed.