Kan miljøministerens pressefolk kræve anonymitet?

Læs atiklen i journalisten.dk her

Af Flemming Seiersen, www.gylle.dk

Det er paradoksalt, at jo flere journalister, der bliver ansat i ministerierne, desto større bliver lukketheden. Efter mere end 50 år som journalister oplever vi nu dagligt, at det bliver næsten umuligt at nå igennem til de primære kilder, ministrene. Tidligere kunne vi ringe direkte til en minister og få svar på vores spørgsmål med det samme. Det kan vi ikke i dag.

For det første bliver vi stillet om til ministeriernes presseafdeling. For det andet bliver vi bedt om at sende en mail til presseafdelingen. For det tredje skal den så forelægges ministeren eller hans/hendes embedsmænd. For det fjerde sender presseafdelingen i ministeriet først efter lang tid svar tilbage. For det femte er svarene ikke fyldestgørende. For det sjette kan vi så maile nye spørgsmål til ministeriet. For det syvende er heller ikke disse svar fyldestgørende, og sådan kan vi fortsætte i en uendelighed.

Journalist Flemming Seiersen

Hvorfor er denne trækken-i-langdrag så vigtig for offentligheden, som vi journalister er sat til at betjene? Fordi det efterhånden er umuligt at få konkrete svar fra ministrene – hvis stillingsbetegnelse i øvrigt betyder tjenere.

Ikke nok med, at den nye offentlighedslov har lukket ned for journalisternes og dermed befolkningens muligheder for at kigge politikerne efter i kortene. De mange kommunikationsfolk i ministerier og andre offentlige institutioner danner vognborg om deres chefer, så vi som offentlighedens repræsentanter ikke kan trænge igennem til dem. Også selv om kommunikationsfolkene i disse institutioner er ansat til at give os lettere adgang til informationer, som de selv siger. Det er en skrøne.

Seneste eksempel:

Efter adskillige forsøg i hele august på at få et svar fra miljøminister Lea Wermelin og presse- og kommunikationschef i ministeriet, Mette Thorn, om, hvorvidt ministeren ville ophæve lov nr. 111 om nye havbrug i Kattegat, får vi pludselig den 26. august ad omveje at vide, at hun har indbudt Danmarks Radio, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening til et pressestunt samme dag på Jernhatten på Djursland. Og kun dem.

Samme dag har vi atter rykket for et svar på spørgsmålet om lov nr. 111, men pressemedarbejderen i ministeriet, Ming Ou Lü, påstår en time før pressestuntet, at det arrangement kender han ikke noget til. Vi spurgte derefter direkte, om han som pressemedarbejder ikke var orienteret om ministerens interview til DR på Jernhatten, men det benægtede Ming Ou Lü. Det citerede vi ham så for.

Sådan tog det famøse “pressemøde” sig ud den 26. august med ministeren, formanden for Danmarks Naturfredningsforening, formanden for Danmarks Sportsfiskerforening, en DR-filmfotograf – og en hund – som de eneste indbudte. Privatfoto.

Den 6. september beklager han sig på www.journalisten.dk, hvor han påstår sig hængt ud med navn og siger:

– Det er ikke min skyld, at han (journalist Flemming Seiersen, red.) ikke kun komme i kontakt med min chef. Jeg har kontaktet hende for at få hende til at ringe tilbage, men jeg kan jo ikke tvinge hende.

Og tilføjer senere i artiklen:

– Jeg er ikke ansat til at udtale mig på ministeriets vegne. Det er en forkert opfattelse af det at være pressemedarbejder.

Så er det bare vi spørger: Hvad er det så, han er ansat til?

For det første forhindrer disse pressemedarbejdere – vore ”kolleger” – os i at komme i direkte kontakt med ministeren.

For det andet fralægger de sig – i dette tilfælde kommunikationsmedarbejder Ming Ou Lü, sig ansvaret for de informationer, han oplyser til os på ministeriets vegne.

For det tredje føler han sig hængt ud, fordi han bliver nævnt med navn.

Sådan præsenterer pressemedarbejderen sig selv på det sociale medie linkedin.dk

Hvad havde han egentlig tænkt sig? At kunne sige hvad som helst uden at stå til ansvar for det. Paradoksalt som nævnt i indledningen. 

Endnu mere paradoksalt bliver kravet om anonymitet, når man læser artiklen på side 9 fredag den 6. september i Politiken. Her lader presserådgiveren for Rigsadvokaten, Jens Fuglsang Edelholt, sig gerne citere for at sige, at hjemsendelsen af chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, ikke har noget med DanBunkering-sagen at gøre. En helt anden optræden end presserådgiveren i Miljøministeriet.

Helt i skoven

Gylle.dk har forelagt artiklen for den prisbelønnede journalist Nils Mulvad fra research og analysefirmaet Kaas & Mulvad. Nils Mulvad har mange års erfaring med presseetik, og han har været lektor på Journalisthøjskolen. 2001-2006 og direktør for Dicar – Center for Analytisk Journalistik. Tidligere ansat på bl.a. Jyllands-Posten.

Journalist Nils Mulvad fra Kaas & Mulvad

Nils Mulvad skriver i en mail til redaktionen efter at have læst artiklen:

”Jeg synes, at det er en meget mærkelig og dårlig artikel. De har kun kilden og journalisten og slet ingen vurderinger fra andre i branchen.

Min holdning er, at man ikke skal citere pressemedarbejdere, når de blot fungerer som service for at skabe kontakt mellem journalist og den rette kilde. Men her er det jo noget helt andet, det udvikler sig til. Pressemedarbejderen bliver brugt til at forhindre kontakt til andre, og så er der jo ikke andet at gøre end at fortælle det. Alt andet vil være uregulært over for læserne, som jo er den vigtigste gruppe at betjene og vurdere disse sager ud fra.

Har læserne krav på at vide, at det er sådan en afvisning foregår. Ja, det har de.

Hvis nu pressemedarbejderen havde sagt, at min chef og ministeren vil ikke tale med dig, og de vil skjule oplysninger om et møde for dig, så skulle man jo også skrive det, og også hvor man havde den oplysning fra. Vi laver jo netop journalistik med kildeangivelse. Så pressemedarbejderens syn er helt i skoven.”

Denne artikel er fremsendt til miljøminister Lea Wermelin med anmodning om en kommentar.

Comments

comments

En kommentar til Kan miljøministerens pressefolk kræve anonymitet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.