Tale holdt af dyrlæge Lene Kattrup ved demo mod naturnationalparkerne den 5. oktober 2021 foran Christiansborg

Lene Kattrup, dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd 2010 – 2016

Jeg er ked af at bo i et land, hvor der er stor risiko for se magre og utrivelige dyr i de nye indhegnede dyreparker, som de nye naturnationalparker/NNP, jo egentlig burde hedde. Dyr der desperate eller ulykkelige af sult eller, som de senere bliver – svage og modløse. Vores miljøminister Lea Wermelin vil sige, at så kan man da bare melde det til politiet, men sandheden er, at det vil i de fleste tilfælde være tidsspilde. Og det må hun vide, eller hun burde vide det. Det samme gælder de andre politikere, der har stemt for det. For ikke at skulle risikere sager, har politikerne for en sikkerheds skyld sørget for, at man i de nye dyreparker kan dispensere for den helt centrale § 3 i dyrevelfærdsloven samt reglerne om at holde øje med dyrene, § 9 stk. 1 og 2.

Planerne om omfattende ny indhegning af vores frie natur vil også ødelægge meget for mange borgere og for vores vilde dyr.

Når man aflægger besøg i Givskud, Knuthenborg, ZOO i København eller Jægersborg Dyrehave behøver man ikke at bekymre sig om, hvorvidt dyrene får egnet føde i tilstrækkelig mængde. Og syge dyr bliver hurtigt hjulpet eller aflivet. Sådan vil det ikke være i de nye naturnationalparker eller andre naturplejeprojekter, der bygger på rewilding af husdyr.

Men vi skal åbenbart til at vænne os til at se tynde og magre dyr bag hegn. Det siger Naturstyrelsen faktisk lige ud.  Da nogle kreaturer døde af sult på Naturstyrelsens/NST’s egne arealer i Mols Bjerge, skrev de, at vi borgerne må forstå, at dyr, der bruges til at pleje naturen, må være tyndere.

To medlemmer af arbejdsgruppen (Hans Henrik Bruun og Rasmus Ejrnæs) har foreslået, at man skal kunne omdefinere vores husdyr til at være vilde dyr, når de er udsat i parkerne. Det blev ikke modsagt af de andre”

Tidligere accepterede vi ikke tynde eller afmagrede udegående dyr om vinteren. Det udløste et pålæg om straks at begynde at fodre, give ormekur og sørge for vand osv., og eventuelt fik den ansvarlige en straf.

To af de mest lidenskabelige rewilding-agitatorer hedder lektor Hans Henrik Bruun, KU (tv.) og seniorforsker Rasmus Ejernæs, AU. Trods deres formelle status som uafhængige forskere optræder de begge stærkt politiserende

Der er allerede de facto sket et lovskred. Og et barskere dyresyn har lige så stille vundet indpas ad bagdøren i Naturstyrelsen og hos vores Miljøminister og regeringen. Husdyr, der bruges i naturpleje, skal til at være 2. rangs.

I den ”videnskabelige arbejdsgruppe for de nye naturnationalparker,NNP”, der næsten suverænt afgør principperne for dem, har miljøminister Lea Wermelin sørget for, at der er overvægt af personer, der går ind for rewilding. Det er dybt kritisabelt.

Og to medlemmer af arbejdsgruppen (Hans Henrik Bruun og Rasmus Ejrnæs) har foreslået, at man skal kunne omdefinere vores husdyr til at være vilde dyr, når de er udsat i parkerne. Det blev ikke modsagt af de andre.

Det er uhyggeligt, for det er jo med henblik på endnu mere at kunne løbe fra ansvaret for dyrene. Så har dyrene – fx heste eller kvæg i disse parker – ikke engang en ejer, og der vil ikke være nogen, man kan stille til ansvar

I den nye plan (juni 2021) for de urørte skove, vi jo også skal have nu, understreges det flere gange, at udsatte husdyr skal leve der hele året rundt, helårsgræsning, og så vidt muligt uden vinterfodring. Der står også, at ådsler fra de store dyr ønskes efterladt i skoven. Lidt af en tilståelsessag….

Ja det lyder mærkeligt, men der er desværre gået mode i, at man af princip ikke må fodre de husdyr, vi har sat ud i naturen bag hegn, selvom de i mange tilfælde har svært ved at klare sig og trives ude igennem en hel vinter.

Men hvad er den dybere liggende årsag til, at dette nye ændrede dyresyn, som jeg vil kalde uansvarligt eller kynisk, har sneget sig ind?

Jamen, det er rewildings-ideologien, hvor man mener, at alt, hvad der er naturligt og uberørt af mennesker, er godt. Det dyrkes næsten som en religion. Rewilding går ud på at genskabe en vild og uberørt natur og nogle natursystemer, der var her for ca. 130.000 år siden – Eem- Mellemistiden – hvor der var meget varmere, stor naturfrodighed, ingen mennesker, men mange store græsædende pattedyr. Græsset voksede om vinteren i modsætning til nu, hvor vi har et koldere klima, og græsset ikke gror om vinteren.  En vigtig forskel, som rewildings-fortalerne glemmer.

I vores tempererede klima vil der derfor normalt slet ikke være føde nok i naturen til, at vi kan lade vores nuværende græspattedyr, som kvæg og heste, gå uden supplerende fodring hele vinteren igennem. Mange af dem vil mistrives og sulte, men da vi har anbragt dem bag hegn, kan de ikke vandre andre steder hen, når føden er sluppet op.

Der er dyreetisk uforsvarligt og moralsk uacceptabelt.

Pionerer i rewilding herhjemme er Molslaboratoriet. De startede med rewilding nov. 2016 og har siden fastholdt en hardcore linje.  I den første rapport fra stedet maj 2017 skriver de, at de følger dogmet, som er centralt for husdyr-rewilding, om ikke at vinterfodre.  De bruger selv ordet dogme, som jo betyder noget, der ikke har en rationel begrundelse.

De beretter, at den første vinter var hård især for de ældre køer. Der er vedlagt et skema, hvor det tydeligt fremgår, at en del af dyrene må have været underernærede. Tæt på nærdød i føje deres eget skema. Det mærkelige er, at de skriver ret begejstret om det. Og det går igen i senere beretninger. Fx siger deres talsmand i december 2019, at der er spist helt op på området, men at han ser frem til at erfare, hvordan det går den kommende vinter. Det gik helt galt, over halvdelen af alle dyrene måtte et par måneder efter aflives eller fjernes. Molslab har sagt, at: ”det er kun, når dyrene åbenlyst ikke kan klare sig mere, at de udtages – enten i form af aflivning eller bortgivning, el. salg.”

Rewilding breder sig. Også nogle kommuner er hoppet med på det, og har indkøbt kvæg eller heste til naturpleje, de skriver tit i positive vendinger om, at de helst vil undgå vinterfodring, fordi det er mest naturligt. Som om, det er et anerkendelsesværdigt og godt princip. Jeg finder det mest naturligt og ordentlig, at man fodrer dyr efter deres behov, når de går bag hegn.

Vi har i dag ca. 85 naturplejeprojekter, der drives efter rewildings-principper. Ikke sjældent fremhæves Molslab som inspiration. Fx Basballetrekanten, der er ejet af NNF (Den Danske Naturfond ofte bare kaldet Naturfonden), men februar i år fik et påbud om fodring pga. magre dyr. I NNF’s plejeplan for området står der, at man efter inspiration fra Molslab ønsker rewilding, hvor tilskudsfodring skal undgås.

Jeg skrev i Altinget, at en stor del af vores politikere har ladet sig besnakke af veltalende   rewildings-forskere især biologer. Og det er faktisk, hvad der er sket.

Nogle steder kaldes de for kampagne-biologerne. Det er en gruppe af ca. otte personer, der har haft en overraskende stor gennemslagskraft. Wermelin har udpeget de fleste til den magtfulde arbejdsgruppe, jeg nævnte.

De har udgivet videnskabelige rapporter, hvor dele af indholdet er dogmatisk og ideologisk præget, mere end videnskabeligt. En central rapport hedder ”Biodiversitetseffekter af Rewilding”. Der står fx, at det er naturligt, at dyr vi holder bag hegn, taber 20-25 % af deres vægt om vinteren, de forklarer, at en galloway-ko kan gå fra 450 kg til 360 kg! Jeg ville mene, at ejeren så skulle meldes til politiet for at have overtrådt dyrevelfærdslovens § 3. Deres argument er kun, at der er naturligt, og at det måske vil gavne biodiversiteten. De skriver også, at man bør acceptere en vis dødelighed på grund af fødemangel om vinteren.

Ny rapport om rewilding beskrives som tendentiøs og bevidst subjektiv – og derfor uegnet til rådgivning vedrørende rewilding

Den veterinære holdning, som også Det Veterinære Sundhedsråd har sagt det i mange udtalelser, er, at dyr, der er permanent udegående om vinteren skal tilføres supplerende foder, og være i ekstra god foderstand/huld, som skal opretholdes hele vinteren, så dyrene kan holde varmen og være lige så sunde og trivelige som alle årets andre 365 dage. Med andre ord, de må netop slet ikke tabe sig om vinteren, medmindre de var overvægtige, så må de tabe sig til normalvægt.

Forskerne, der er går ind for rewilding, bruger ofte naturlighed, som argument. Det virker som om, at de mener, at det, der er naturligt, også etisk set er orden. Det er ikke korrekt.

Og som nævnt er det mere naturligt, hvis vi tager ansvar for dyr, vi har i vores varetægt. Når man drøfter med rewildings-tilhængere, er det ofte, som om begrebet dyrevelfærd betyder noget andet for dem, end for de fleste almindelige borgere i Danmark. Det sker, at de foregiver at gå ind for god dyrevelfærd, og de nævner en sjælden gang ordet, men man går ikke ind for dyrevelfærd, hvis man accepterer, at dyr, der går ude om vinteren bag hegn taber sig og bliver magre.

Det hele er stærkt ideologisk præget mere end det er videnskab, og rewildings-ideologien rummer en vis grad af kynisme. Der findes ikke nogen god rationel begrundelse for ikke at vinterfodre, det fremgår endda af deres egne rapporter, hvis man læser dem grundigt.
Når man ser på naturplejeplaner fra hele landet, er der tre ting, der ofte går igen:

  1. De udsatte dyr må af princip ikke fodres.
  2. Der må normalt ikke opføres læskure til dyrene uanset områdets karakter.
  3. Områderne er i modsætning til tidligere næsten altid indhegnede. Det er fordi mange biologer har en ikke særlig velbegrundet teori om, at naturpleje kræver udsætning af store græspattedyr, hvis vores natur og biodiversiteten, skal reddes.

Det, at man som princip- enten slet ikke må vinterfodre eller evt. som i nogle af projekterne kun som en sidste nødløsning, hvis dyrene er synligt mistrivelige og magre sidst på vinteren, er ikke forenelig med god dyrevelfærd.

Så simpelt er det.

Vi har et stort sammenstød mellem en del biologer og forskere, Naturfonden og et regeringsflertal med Lea Wermelin i spidsen – kun V, DF og NB har været imod – og så alle de borgere og foreninger, der har empati overfor vores store husdyr.

Det er derfor vi står her.

Det er jo logik, at vi også bør tage ansvar for de dyr, man har anbragt bag hegn, fordi man ønsker de skal fungere som buskryddere eller plæneklippere. Eller fordi man tror, de kan holde gyvel og brombærkrat nede osv.

Vores rewildere gør sig skyldige i at tingsliggøre dyrene, de glemmer, at det drejer sig om levende, sansende individer, der kan føle angst og smerte osv.

Om netop dette har en af de mest markante rewildings-ideologer, der også er talsperson for Molslaboratoriet, sagt: ”Vi betragter ikke dyrene som individer, men som population”.  Han sagde 5.dec.2019: ”Det bliver snart alvor, der er med statsgaranti ikke mad nok til alle dyr på vores område…… Som omtalt, først to måneder senere handlede de, og fjernede eller aflivede på marken 42 heste og kreaturer ud af en samlet bestand på 77 dyr, som efter stedets egen beskrivelse ikke havde det ret godt. Man kan kun gisne om, hvordan disse dyr har haft det de sidste to måneder forinden …Talspersonen oplyste også: ”Vi nakker bare krikkerne, hvis de mistrives”.

Hvis dyrene kun betragtes som en population, og man ikke tror, at dyr der sulter, lider så er det hele jo en anden sag.

Her er tabstallene fra Molslaboratoriets rewilding-eksperiment siden 2016

Rasmus Ejrnæs, rewilding-biolog, som også sidder i Wermelins arbejdsgruppe for de nye NNP har sagt:

”Der er ingen grund til at tro, at sultedød er mere lidelsesfuldt end at blive skudt eller steriliseret”.

Udsagnet rummer en skræmmende accept af sult, men er også faktuelt forkert. Det er almindelig anerkendt viden, at dyr, der sulter, lider. Og at døden ved skud er smertefri og hurtig.

I § 3 i dyrevelfærdsloven står der:

Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Det er den paragraf og det dyresyn, der ligger bag, jeg vil kæmpe for. Som også rummer en vigtig del af den danske kultur og vores selvforståelse samt civilisation.

I Danmark har det hidtil været sådan, at vi tager ansvar for de dyr, vi holder.

Men det er ved at ændre sig på grund af den meget fastlåste rewildings-ideologi, som blæser ind over landet.

Skal de døde husdyr bare efterlades ude i landskabet? Det er nogle, der mener. Privatfoto

Formanden for Det Dyreetiske Råd, Bengt Holst, der er positiv overfor rewilding, sidder også i Wermelins NNP-arbejdsgruppe, og er tillige formand for Naturfonden, som ejer flere naturområder, hvor man har indført rewilding. Han har sagt: ”Sult i sig selv er ikke et problem”. Det er opsigtsvækkende, at en formand for Det Dyreetiske Råd kan sige sådan. Han præciser, at naturplejedyrene blot ikke må ”blive fuldstændig afmagrede”, og tilføjede, at ”de må bare ikke sulte så meget, at de kommer til at lide kraftigt” og ”der er ingen dyr, der tager skade af at sulte”.

Der udtrykkes en accept af, at dyr gerne må lide og sulte, når bare det ikke bliver ekstremt.
Jeg finder udsagnet uacceptabelt, og i strid med, at vores lov (§ 3) tydeligt udtrykker, at man ikke må sulte dyr, man han ansvaret for. Det fremgår tværtimod, at man har en pligt til altid at ernære dem tilstrækkeligt og efter deres behov. Vores retspraksis og domstole har hidtil altid tolket det sådan, at det er uforsvarlig behandling af dyr og forbundet med lidelse at sulte dem

I de mange rapporter kommer biologerne også med et bud på dyretætheden i projekterne; de kalder det for græsningstrykket. I beregningerne inddrager de tal fra områder, hvor klimaet er varmere end her i Danmark. Og de medtager data fra steder, hvor dyrevelfærden har været meget dårlig. Det er useriøst.

Men jeg anerkender nu slet ikke deres begreb, græsningstryk, for det beregnes mhp. at dyrene lige kan overleve med nød og næppe. Og derfor afviser jeg helt dette begreb.
Dyrene skal ikke kun lige overleve, de skal også have sundhed, trivsel og velfærd hver dag hele vinteren igennem.

Nåh, jeg kunne desværre blive ved. Men jeg tror, at ulykken især består i, at vores politikere ikke har kunnet gennemskue biologernes tynde rapporter, samt at det i virkeligheden drejer sig om en ideologi. Virkeligheden vil vise os de næste år, at vi vil få mange utrivelige magre dyr at se, hvis ikke politikerne ændrer planer og bremser gevaldigt op.

Nu blot en sidste pointe, jeg simpelthen så gerne vil af med, for der er så mange, der ikke ved det, og det er centralt for forståelsen af emnet, forskellen på browsende dyr og på dyr, der primært i naturen kan trives og leve af græs.

Vi var 17 dyrlæger, der for nylig skrev om det i Jyllands-Posten, 1. september, og jeg citerer herfra:

”Heste og kvæg er græsædere/græssere, mens hjortedyr er browsere, der kan æde og fordøje/udnytte grene, kviste, buske, buskads og træer i et stort omfang, når græsset svinder om vinteren.  Derfor har vi set så mange eksempler på, at udegående heste og kvæg uden vinterfodring bliver afmagrede og mistrives. Mens dyr af hjortefamilien klarer sig bedre. De er desuden som ”rigtig” vilde dyr tilpasset et udendørs liv i det danske klima om vinteren.  

 Hjortedyr kan i ret stor stil skifte græsset ud med buske, grene, træer og planter mm, når græsset stopper med at vokse om vinteren.

  Kvæg græsser ved at sno tungen rundt om græsset og så trække det af, de har heller ikke fortænder i overmunden. Derfor har de ekstra problemer, når græsset er kort og afgnavet. De sulter tidligere end hestene.”

Hvis vores politikere endelig vil have flere store indhegnede dyrehaver – hvis de vil have det (det er jeg ikke sikker på, vi har brug for – som sagt er jeg imod at mere af vores frie natur skal indhegnes), så skulle de hellere se til Jægersborg Dyrehave, her en meget høj biodiversitet, meget lysåbent, kun hjorte (tre slags), der ser sunde og flotte ud hver dag hele året rundt også om vinteren. Om efteråret regulerer jægere ved at afskyde en del af dyrene, så der ikke bliver for mange. Godt. Og der fodres om vinteren, selvom det er browsere, der ikke har samme behov for det, som primært græsædere som heste og kvæg, fordi hjortebestanden er ret høj, og fordi dyrene er bag hegn.

Bannerfoto: Vilde heste på Molslaboratoriets ejendom. Pressefoto

Kommentarer

  1. Trist de politikere ikke vil indse tragikken, kunne årsagen være afledning for deres fallerede miljø og klimapolitikker? Jeg har tidligere haft respekt for Wermelin og hendes politik, den er dog gået fløjten efter hendes kommentarer omkring NNP og ikke mindst hendes valg af deltagere i arbejdsgruppen. Selv i DN kunne man finde ud af at smide dem ud af bestyrelsen, men ikke Lea Wermelin.

  2. Kim Houmøller

    Dyrplageri er åbenbart helt legalt. Sikkert sundt at sulte og fryse. Skammer mig på standens vegne!

  3. Ulla Gottliebsen

    Rewildingsprojekter etableres flere og flere steder i Danmark på trods af voksende modstand.

    Modstanden får ikke Miljøminister Lea Wermelin til at genoverveje rewildingen som natur- og dyresyn og som naturforvaltningsprincip. Hun skruer op for tempoet og åbner muligheden for, at den nye forringede dyrevelfærdslov også kan gælde i private, kommunale og fondsejede rewildingsprojekter.

    Hvornår siger vi borgere fra overfor rewildingsideologien, som i Danmark omsættes til praksis i ekstrem form?

    Hvor længe kan vi se på, at der sættes flere dyr ud på indhegnede områder, end der er føde til af den ene grund, at biologerne vil understøtte “naturlige processer” gennem et forhøjet græsningstryk.

    Hvor længe kan vi se på, at vores natur og vore skove i hast og på et ensidigt belyst grundlag gennemgår omvæltninger af mulig irreversibel karakter?

  4. Preben Kofod

    Gid al den omsorg kunne komme omfatte produktions dyrene.

  5. Håkon Grunnet

    Kære Kjeld.
    Har ellers været en stor fan af dig og dit arbejde med at afdække kritisable forhold i dansk landbrug og omegn.
    Men – her står jeg af. Hvad der har forlokket dig og hvorfor du er hoppet på den galej er mig en gåde. Men dumt er det. Og ærgerligt.

    • Kære Håkon,
      Det er et vigtigt og ufravigeligt princip på redaktionen, at alle synspunkter skal have lov til at komme til orde. Kun gennem en demokratisk samtale og diskussion kommer vi videre, så dit og andres sikkert velmente forslag om at boykotte afvigende meninger fra den mainstreambegejstring, der omgærder naturnationalparkerne, falder på tør jord. Du kræver jo, at vi skal undertrykke andre meninger end din – og uden at du argumenterer for dette. Derimod er du velkommen til at kommentere fagligt og velafbalanceret enhver artikel på gylle.dk, men undlad venligst at blande dig i den redaktionelle proces.

  6. Lene Kattrup

    Kære Preben Kofod,

    Hvad angår produktionsdyrene er der en del af kritisere fx. i den industrialiserede konventionelle svineproduktion. Men som man siger, two wrongs make a right.

    Det hjælper ikke de heste og kvæg, der sulter om vinteren (pga. fødeknaphed, som biologerne vist helst vil have, at vi skal kalde det for) i naturplejeprojekterne, at grisene i den moderne landbrugsproduktion ikke har god dyrevelfærd.

    Til din oplysning kan fortælle, at jeg selv har været overbevist økolog i over 30 år. Jeg kunne ikke finde på at købe en almindelig svinekotelet. Ca. min 95 % af de fødevarer, jeg køber er økologiske. Der er også forbedringspotentiale her, men jeg mener, at dyrevelfærden her alt andet lige er en del bedre.

    Men jeg synes, du har en pointe i at påpege, at der er tale om dobbeltstandard, når folk af og til fremstiller sig selv som gående meget ind for god dyrevelfærd, hvis de så samtidig køber buræg, konventionelt kyllingekød og det billigste okse- og svinekød osv. Hvis det var dit ærinde.

Skriv en kommentar