Kort før juleaften 2024 meddelte den grønne trepartsminister Jeppe Bruus (S), at regeringen nu udskyder opfyldelsen af Vandrammedirektivet til en gang på den anden side af år 2033! Skærmbillede fra Landbrugsavisen.

Fedtemøg, døde fjorde og største iltsvind nogensinde er resultatet af denne og skiftende øvrige regeringers ligegyldighed overfor EU-Vandrammedirektivet. Fire grønne organisationer har nu sendt en klage til EU-kommissionen over den danske regerings manglende overholdelse af vandrammedirektivet

Danmarks vandmiljø befinder sig i en sørgelig forfatning. Ingen af de 985 søer, der indgår i de danske vandområdeplaner, opfylder kriterierne for både god økologisk og kemisk tilstand. Kun sølle 3 pct. af de 18.600 km vandløb lever op til kriterierne. Og ingen af vores kystnære farvande imødekommer kravene til god økologisk tilstand, ifølge regeringens nye vandplaner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Greenpeace 25. februar 2025, der er den ene af de fire grønne organisationer bag klagen. Greenpeace har sendt klagen til EU-Kommissionen sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Rådet For Grøn Omstilling og Danmarks Sportsfiskerforbund over den danske regerings manglende indsats for at leve op til forpligtelserne i EU’s vandrammedirektiv.

Læs klagen her

Danmark har i årevis haft mulighed for at rette op på vores døde kystvande og miljøskaderne i vores søer, vandløb og grundvand. Men igen og igen har vi set, at politikerne ikke lever op til deres ansvar og lader vores allesammens natur sygne hen for landbrugets skyld
Nu vil regeringen udskyde indsatsen for vores vandmiljø på ubestemt tid. Regeringen har meldt ud, at de tidligst i 2033 vil have gennemført de tiltag, der skal få vores vandområder i god tilstand – uden at sætte nogen bagkant.

Sådan ser døden på havbunden ud takket være landbrugets forurening. Foto: Jan Henningsen.

Vandrammedirektivet, der har 25 års jubilæum i 2025, kræver, at medlemslandene sikrer en god økologisk tilstand i deres vandområder senest i 2027.

Regeringen siger, at det er nu, vi skal have livet tilbage i vores vandmiljø. Men de brygger igen og igen på tal og regulering, der tillader landbruget at forurene mere, og udskyder den nødvendige handling.

Danmark er den værste miljøgris i EU, og det står klart, at denne regering ikke kommer til at handle af sig selv. Regeringen gør kun det, den bliver tvunget til. Vi håber og regner med, at EU nu træder i karakter og holder Danmarks regering ansvarlig og kræver, at regeringen gør langt mere for vores vandmiljø.

Kontakt: Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov, Greenpeace. Mobil: 29294875

Bannerbillede: Sådan ser det friske havvand ud langs Danmarks kyster. Foto: Greenpeace.

Visited 504 times, 504 visit(s) today

Kommentarer

  1. Ejnert Sørensen

    Det er umådelig trist at vores regering og dens styrelser er så ligeglade med vores natur.

  2. Jan Henningsen

    Jeg har lavet en videofilm om muslingeskrab i Isefjorden.

    https://youtu.be/GJjaJA6HD9Y Muslingeskrab i Isefjorden

Skriv en kommentar