Tempelkrogens lappedykkere – og andre mesterdykkere

Holbækmotorvejen skærer som en machete tværs gennem Elverdams Ådal tæt ved åens udløb ved Tempelkrog i Isefjordens bund. Hvad der måtte have været af helligdom ved denne krog må for længst være blevet blæst væk af motorvejens kværnende trafikstøj. For slet ikke at tale om tidligere tids molestrering af ådalens naturgivne herligheder gennem inddæmning, dræning og forvisning af den oprindeligt slyngede å til en snorlige afvandingskanal, alt dikteret af landbrugets profant nyttefikserede interesser – endda med statens uhellige støtte

Men forholdene har i de senere år ændret sig til det bedre. Trafikstøjen er ganske vist kommet for at blive, men med Lejre og Holbæk kommuners aktive medvirken er der foretaget naturgenopretning, som har bragt vandet tilbage – lavsbundsjorde er atter blevet til vådområder eller ligefrem åbne vandflader. Naturen, ikke mindst fuglelivet har reageret prompte. Mellem motorvejen og dæmningen er der opstået en lavvandet sø, som har fået magnetisk tiltrækning på mange vandfugle. I april og maj vrimler det f.eks. med mange arter svømmeænder, med andrikker klædt i deres smukke festdragter, b.la. skeand, krikand, pibeand og atlingand, når heldet tilsmiler. Fjordterner patruljerer elegant og årvågent fra luften og styrtdykker efter fisk. Mellem deres fisketure fordøjer skarver og tørrer vinger i toppen af en række udgåede og halvt oversvømmede piletræer.

Søens notabilitet er en nytilkommet bestand af sorthalset lappedykker. Det er en lille, stumprumpet svømmefugl, som i de fleste belysninger forekommer anonymt mørk, nærmest sort. Men når sollyset falder rigtigt ind, folder en anderledes rig palet sig ud. Kropssiderne er kastanjebrune, og kinderne på det sorte og særegent højpandede hoved sætter trumf på: Ud fra det intenst cinnoberrøde øje udgår en vifte af lange spidse prydfjer med lysende metalglans af ædleste karat – guld!

Ustandseligt forsvinder fuglen fra overfladen, på dykkerfærd efter vandets udbud af småfisk og diverse andre vanddyr. Kunne man selv være neddykket med svømmebriller, ville man se en strømlinet fuglekrop drevet frem af cyklende svømmefødder med lapper på tæerne, sat helt bagest på kroppen, som propeller på en torpedo. Som supplement skummer sorthalset lappedykker tillige vandoverfladen for smådyr med sit dertil tilpassede næb med svagt opadbøjet underside.

Den nye sø huser yderligere to andre, mere almindelige og større arter lappedykkere: gråstrubet og toppet lappedykker. De har andre og ikke mindre iøjnefaldende ornamenter på hoved og hals – toppet lappedykker bærer på hovedet af sin lange hvide hals en nærmest punket kobbertonet karnevalsparyk, som det er svært at blive træt af at beskue. Liggende på vandet synes lappedykkere vingeløse. Men vinger har de, små og smalle, gemt af vejen under ryggen og flankernes løse fjerdragt. Vingerne er lige akkurat store nok til at kunne få fuglen luftbåren, når det endelig skal være, men passende små til ikke at hæmme farten for meget, når den lappefodede dykker skyder fart under overfladen. Det er et smukt eksempel på naturens utallige evolutionsstyrede kompromiser. Til gengæld er en lappedykker med sine agterstillede ben nærmest ubehjælpsom på landjorden. Den bygger af den grund en lav, flydende rede af vandplanter, som den kan svømme til og fra i glidende bevægelser.

Sorthalset lappedykker er en såkaldt pionerart. Den har det med at dukke op som ud af det blå, når passende betingelser opstår, f.eks. nydannede søer, som til at begynde med har relativt klart vand med rig fauna og flora. Til gengæld takker den af efter en årrække, hvis vandet bliver for uklart af øget opblomstring af alger og planter. Det kan typisk ske på oversvømmet, tidligere dyrkningsjord, hvis overskudslagre af næringsstoffer gradvis frigives og fremmer tilgroningen. Det gælder om at glæde sig over disse års lappedykkerfest i Tempelkrog – den kan pludselig være forbi, hvis vandkvaliteten forringes.

Der er som bekendt mange livsformer, der udnytter vandmassernes store spisekammer, og ud over lappedykkere stiller fugleverdenen op med et større udbud af mesterdykkere. Lommer, f.eks., som med deres strømlinjeform, smalle og korte vinger og fødder bagest på kroppen deler fællestræk med lappedykkere (skønt lommer har tæer med fuld svømmehud og ikke lapper). Indtil for nylig har den ornitologiske videnskab baseret fuglesystematikken og indbyrdes relationer på morfologiske sammenligninger og på den baggrund således placeret lappedykkere og lommer som tæt relaterede fugleformer, med lommer som de mest ”primitive”. Som i så mange andre tilfælde har nyere molekylærbiologiske analyser vendt op og ned på dette. Det viser sig, at lappedykkere tilhører en meget tidligere udviklingslinje end lommer – lighederne er resultat af såkaldt konvergent evolution, hvor fællestrækkene er opstået ud fra selektionstrykket i retning af succes som dykkere.

Både lappedykkere og lommer yngler i ferskvand, men de har adskilte nicher, økologisk som geografisk. De relativt små lappedykkere bebor tempererede lavvandede, vegetationsrige søer og vandhuller med roligt vand, mens de relativt store lommer er fiskespecialister i klarvandede søer på nåleskovenes og tundraens højere breddegrader. Lappedykkere og lommers mønstrede og farvede sommerdragter, fælles for begge køn, er af en forunderlig skønhed, hvortil en nærliggende forklaring på videnskabelig grund ikke lige synes at byde sig til.

Læs historien om Asserholm-inddæmningen, som var et af Danmarks sidste, statsstøttede landvindingsprojekter.

Bannerbillede: Toppet lappedykker er den største og den almindeligste af vores fire ynglende lappedykkerarter. Parret udfører diverse ceremonier på vandet med opsatte frisurer. Foto: Knud Pedersen