Svineproducenternes brug af tungmetaller starter en forureningskæde, der kan ende i maven på dig – også selvom du ikke spiser svinekød. Vi kender ikke omfanget, for staten kigger den anden vej
Danske svineavlere er stolte af deres store kuld; hele 34,8 grise per årsso bliver det til. De store kuld bevirker desværre, at mange pattegrise fødes med en fødselsvægt langt under det normale niveau. Og pattegrisene fjernes fra soen, når de er mellem tre og fire uger gamle.
Herefter bliver pattegrisene til smågrise, og efter cirka 53 dage når smågrisene en vægt på 30 kilo, så de kan flyttes videre til slagtesvinestalden. Den tidlige fravænning betyder, at grisene er for små, når de flyttes til smågrisestalden, og smågriseperioden er fyldt med udfordringer med fordøjelsen i form af diarré og nedsat vækst.
Derfor har man i mange år anvendt vækstfremmere i form af antibiotika og tungmetaller som zink og kobber. Vækstfremmerne virker ved at reducere den totale mængde af bakterier i grisens tarmkanal, herunder de sygdomsfremkaldende bakterier. Det betyder, at risikoen for diarré nedsættes, så grisen får mere energi og næring og derfor vokser hurtigere med et tilsvarende lavere foderforbrug.
Vækstfremmerne har været i søgelyset, fordi et stort forbrug af antibiotika og tungmetaller giver forøget risiko for resistens, og fordi høje doser af tilsatte tungmetaller er giftige for dyr, planter og mennesker. For eksempel er der set en sammenhæng mellem høje doser kobber og udvikling af Parkinsons sygdom. Alligevel er vores viden om omfanget af vækstfremmere i svineproduktionen og dets påvirkning på miljøet kritisabelt mangelfuld.
Antibiotikaforbruget bør få alarmklokkerne til at ringe
Af det samlede forbrug af antibiotika til husdyr blev 48 procent brugt til smågrise i 2023. Det betød i alt 42 ton antibiotika og en stigning på 2,8 procent fra året før.
Disse tal er i sig selv skræmmende, men en yderligere understregning af problemets omfang får man ved at sammenligne dette forbrug med forbruget af ovennævnte vækstfremmere. I 1998 var forbruget af antibiotiske vækstfremmere til grise op til 35 kilo på 49 ton. Det tal anså man dengang for at være så kritisk, at landbruget og siden EU valgte at forbyde anvendelsen til grise.
”Stigningen i forbruget af antibiotika og den fortsatte anvendelse af høje doser tungmetaller vidner om et produktionssystem, som ikke tager hensyn til grisenes normale fysiologi”
Der er således indført grænseværdier for forbruget af antibiotika, den såkaldte ’Gult kort-ordning’, med påbud om reduktion ved overskridelser. Ligeledes skal der med seks måneders mellemrum udtages prøver til laboratorieundersøgelse med henblik på at dokumentere tilstedeværelsen af diarréfremkaldende bakterier hos grisene, inden behandlingen starter – alt sammen for at reducere forbruget. Alligevel er vi i dag bekymrende tæt på et forbrug, som tidligere har fået myndighedernes alarmklokker til at ringe.
De receptpligtige antibiotika fungerer i praksis som vækstfremmere i smågriseproduktionen. Man regulerer grisenes fordøjelse for at fremme tilvækst og øge foderoptagelsen.
Høje doser zink blev brugt som erstatning
Med den nye EU-forordning i 2022 er der indført en række regler for dyrlægernes ordination og udlevering af medicin. Dette tvinger, ifølge dyrlægeforeningen, dyrlægerne til at behandle i længere tid end nødvendigt og øger medicinforbruget. En argumentation, som harmonerer meget dårligt med, at dyrlægerne ofte kritiseres for at udskrive for meget medicin til grisene.
Svinebranchens forklaring på det voksende forbrug af antibiotika er forbuddet mod at anvende tungmetallet zink i høje doser umiddelbart efter fravænning.
Grises fysiologiske behov for zink er på 100 milligram per kilo foder. Historisk har forbruget af zink i svineproduktionen dog været meget højt. Indtil 2022 var det tilladt at tilsætte op til 2,5 gram zink per kilo foder i de første to uger efter fravænning. Det totale årlige forbrug blev i 2015 estimeret til 1.100 ton zink.
I 2014 viste prøver fra landbrugsjord, at mange marker overskred grænseværdien for zink, og udviklingen fra 1998 til 2014 viste en årlig stigning i jordens indhold på tre procent. Et direkte resultat af det høje forbrug af zink, der udskilles i gyllen og spredes ud på marken.
Samme undersøgelse viste, at der fra 1998 til 2014 var en årlig stigning i indholdet af kobber i jorden på 1,7 procent. Grises behov for kobber er seks mg per kilo foder. Selv efter der trådte et nyt EU-regulativ i kraft i 2019 om reduceret tilsætning af kobber i foderet til grise, må der i dag være op til 150 mg kobber per kilo foder frem til fire uger efter, at smågrisene er fravænnet soens mælk, 100 mg kobber per kilo foder fra femte til ottende uge efter og 25 mg kobber per kilo foder fra otte uger efter fravænning.
Sammen med forbuddet mod de høje doser zink er der efterfølgende sket en yderligere reduktion i tilsætningen af zink til foderet, så forbruget i dag er lavere end tidligere. Der er altså lavet en række tiltag til reduktion af udledningen af kobber og zink.
Smågriseproducenter udskiller fortsat store mængder tungmetaller
SEGES har lavet modelberegninger af den forventede effekt af disse reduktioner.
Konklusionerne er, at der ikke længere er risiko for en væsentlig zinkophobning i jorden, og at der for kobbers vedkommende er sket en reduktion i udbringningen på 25 procent.
Men siden 2014 er der sket en yderligere specialisering i svineproduktionen med stadig større bedrifter, der alene har sohold og smågriseproduktion. Det bevirker, at der fra den enkelte produktionsenhed fortsat udskilles betydelige mængder af kobber og zink. Ifølge tallene fra SEGES vil et sohold med for eksempel 2.000 søer og 35 grise per so om året udskille 380 kilo kobber og 593 kilo zink årligt – tungmetaller, som spredes med gyllen. Spørgsmålet er, om virkeligheden passer med modelberegningerne?
De store og højt specialiserede sohold skal håndtere store mængder tungmetaller, og få fejl kan føre til væsentlige ændringer i tilførslen af tungmetaller til vores miljø:
Er mængden af zink og kobber i det indkøbte foder, som det skal være? Blander svineproducenten selv sit foder, kan der ske fejl under fremstillingen. Får grisene ved en fejl den høje dosis uden for den tilladte periode? Hvad er det naturlige indhold af kobber og zink i fodermidlerne? Hvordan og hvor spredes gyllen?
Vores viden om jordens aktuelle indhold af svineproducenternes tungmetaller er nu mere end ti år gammel. Så tilbage er spørgsmålet: Hvad er det aktuelle niveau af zink og kobber på de marker, som regelmæssigt tilføres svinegylle fra smågriseproducenter?
Spildevandsslam må ikke spredes på markerne uden dokumentation af indholdet af tungmetaller. Landbruget er fritaget for disse krav. Hvorfor?
Der er brug for mere kontrol med udledningerne
Resultatet af den manglende viden om svineproducenternes udledninger er, at vi i dag ikke kender niveauerne for zink og kobber i vores fødevarer. I den officielle database i Fødevaredatabanken kan man for eksempel læse, at byg indeholder 1,2 milligram kobber og 13 milligram zink per kilo. Men disse tal stammer fra 1986.
Til sammenligning regner SEGES med et naturligt indhold på seks milligram kobber og 30 milligram zink per kilo svinefoder, hvor byg udgør hovedbestanddelen. Mængden af kobber er altså øget med en faktor fem og mængden af zink med en faktor 2,3 siden 1986. Er det samme tilfældet for vores fødevarer produceret på landbrugsjord med forhøjet indhold af zink og kobber?
Stigningen i antibiotikaforbruget og den fortsatte anvendelse af høje doser tilsatte tungmetaller vidner om et produktionssystem, som ikke tager hensyn til grisenes normale fysiologi.
Kontrollen med svineproduktionens udledning af tungmetaller skal styrkes, og den eneste effektive måde at reducere forbruget af antibiotika og tungmetaller på er ved at øge pattegrisenes alder og vægt, når de tages fra soen.
Tvivler selv på om de “gider” sætte sig ind i det. På de store svinefarme, er kr og ører, det facit der tæller.
De ved det godt – de er bare ligeglade.
De eneste metaller der interesserer er mønter.
Der er ingen andre, der har tilladelse til at forgifte vores omgivelser.