At kartofler sprøjtes med 13 forskellige gifte er ikke ensbetydende med, at der altid kan findes rester af 13 forskellige sprøjtegifte på en Alexandra-kartoffel. Antallet afhænger af en konkret analyse og varierer vel fra batch til batch, men det er velkendt, at der faktisk forekommer rester af sprøjtegifte på kartofler, også danskproducerede, medmindre de er i økologisk kvalitet. Foto til download.

Superbrugsen praler med at holde stramt styr på sprøjtegiftene i deres frugt og grønt, men det ser ud til, at reklamerne ikke passer med virkeligheden. Faktisk bliver kartoflerne sprøjtet med en del kemi, som både kan øge risikoen for kræft og skade fostre, selvom deres plakat om stram pesticidkontrol siger noget andet

Se nu en gang på billedet – står der ikke på det grønne skilt, at Coop stiller særskilt skrappe krav til brugen af sprøjtegifte på frugt og grønt?

Og læser du QR-koden, får du klar besked: ”I Coop arbejder vi løbende for at reducere anvendelsen af pesticider i produktionen af vores varer – både mængden af pesticider og antallet af forskellige pesticider, som bruges.”

Her er QR-koden, der linker til Coop-hjemmesiden med de fine ord om pesticidkontrol.

Er det virkelig sandt, og hvordan udmønter det sig så i praksis? Læs videre på hjemmesiden:

”Vi har en aktionsgrænse på maksimalt 5 forskellige pesticidrester i en vare. Hvis vi finder flere pesticider end dette, tager vi fat i leverandøren for at finde en løsning på, hvordan antallet af pesticidrester fremover kan reduceres.
Vi arbejder for at flere og flere af vores varer er helt fri for pesticidrester, samt at de mest problematiske pesticider slet ikke anvendes. Vi følger fremdriften i vores arbejde nøje gennem Coops eget pesticidkontrolprogram.”

Så langt, så godt, men da vi tjekkede Alexandra-kartoflerne, der ligger i kassen under det grønne reklameskilt, åbenbarede der sig en ganske anden fortælling.

Vildledende forbrugeroplysning
For det første var emballagen falsk. På bagsiden af posen blev Lammefjordens Storøhage Aps opgivet som den virksomhed, der har ”dyrket og pakket” kartoflerne, men en sådan avler findes ikke. Medmindre avleren er økologisk vil han været opført i Miljøstyrelsens register over lovpligtige sprøjteindberetninger, og det var Storøhage Aps ikke.

Vi måtte rundt om Coops kundeservice for at få opklaret, at avleren i virkeligheden hedder ”Aspagården” og med postadresse i Hørve. For at gøre forvirringen endnu større var sprøjteindberetningerne ikke indsendt fra Hørve i Odsherred. Den var foretaget fra ”Aspagården” men med adresse på Store Frederikslund 8 i Slagelse. Det viste sig at være Aspagårdens ejers domicil.

Forvirringen gør det tvivlsomt, hvad indberetningerne egentlig er værd, når man ikke kan stole på, at sprøjtetallene gælder for den adresse, der har indberettet dem. Til gengæld afslørede indberetningerne, at Aspagården har et voldsomt forbrug af i alt 31 forskellige sprøjtegifte til kartofler, rødkål, vinterhvede og vårbyg.

Her er den vildledende emballage med falsk kundeinformation om dyrkningen af Alexandra-kartoflerne.

Masser af sprøjtegifte på kartoffelmarken
Til kartoflerne var der brugt 13 forskellige gifte på Aspagården, hvilket er ganske sædvanligt for kemisk kartoffelavl. Der er tale om fem midler mod uønskede planter, et middel mod insekter, et til at bejdse læggekartofler og seks svampemidler. Blandt de 13 sprøjtemidler var der:

– et produkt, som mistænkes for at kunne fremkalde kræft (Fenix)
– fire produkter mærket som ”kan skade det ufødte foster” (Option, Propulse SE 250, Proxanil, Shirlan Ultra)
– to der kan volde organskader (Mizuki, Option)
– fire PFAS-baserede produkter (Lamdex, Propulse SE 250, Shirlan Ultra, Zorvec Enicade)
– et produkt, der anses for skadeligt for fertiliteten (Proxanil) og
– et produkt, der var mærket som farligt for bier (Lamdex).

Stort set alle disse sprøjtemidler er forsynet med advarsler som ”meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer”.
Ikke med et eneste ord fremgår det af varedeklarationen på kartoffelposen, at der er anvendt alle disse sundhedsskadelige kemikalier for at frembringe den perfekte Alexandra-kartoffel.

At kartoflerne sprøjtes med 13 forskellige gifte er ikke ensbetydende med, at der altid kan findes rester af 13 forskellige sprøjtegifte på en Alexandra-kartoffel. Antallet afhænger af en konkret analyse og varierer vel fra batch til batch, men det er velkendt, at der faktisk forekommer rester af sprøjtegifte på kartofler, også danskproducerede, medmindre de er i økologisk kvalitet. Det fremgår af Miljøstyrelsens årlige pesticidstatistik, se den seneste fra 2023. I enkelte tilfælde konstateres der også overskridelser af de gældende grænseværdier.

Der synes at være rigelig at kontrollere for Coop, hvis forbrugerne skal tage det alvorligt, når koncernen forsikrer, at Coop ”arbejder for at flere og flere af vores varer er helt fri for pesticidrester, samt at de mest problematiske pesticider slet ikke anvendes. Vi følger fremdriften i vores arbejde nøje gennem Coops eget pesticidkontrolprogram”.

”Fremdriften” er helt åbenlyst endnu ikke nået til Lammefjordens Alexandra-kartofler.

COOP er tavs
Vi har spurgt COOP Kundeservice og COOP HR om en reaktion på følgende spørgsmål:

* erkender COOP at der afgives urigtige og vildledende oplysninger på emballagen om Alexandra-kartofler, der sælges i Coop-butikker?
* agter COOP at kræve emballagen ændret – og i givet fald, hvornår kan forbrugerne forvente at møde en korrekt varedeklaration på produktet?

Hverken COOP Kundeservice eller COOP HR har ønsket at svare.

Bannerfoto: Kartofler kan sagtens dyrkes uden 13 forskellige sprøjtegifte, og de behøver ikke være dyrere end de sprøjtede. Foto: til download.

Visited 1.343 times, 58 visit(s) today

Kommentarer

  1. aagesenbr176100

    Det er på tide at der gribes ind mod dette.

  2. Lis Jacobsen

    At finde gode økologiske kartofler har været rigtig svært i de senere år, medmindre man kender en økologisk producent i nærheden. Coop har Änglamark men ofte er kvaliteten meget ringe. Man må kassere en stor del og skære brune pletter væk.
    At de så tilligemed formentlig er fyldt med pesticider og andet skidt betyder at de ikke fremover bliver købt til min husstand
    Det er ikke første gang Coop mangler kontrol med Änglamark produkterne. Kan huske bl.a krydderier (mener det var oregano) der var smækfyldt med pesticider. Der har været flere ting gennem tiden som gør at tilliden til Änglamark og Coop forsvinder. Næst efter Irma, har de har altid været foregangsland for deklaration, oplysning og økologi men nu har min tillid til Coop lidt et alvorligt knæk

  3. Nora Tams,

    Spis og køb økologisk.
    Selv “maksimalt 5 forskellige pesticidrester i en vare” som Coop her opererer med, er ikke OK.
    Pesticider er miljøgifte og iøvrigt tungt nedbrydelige, så det bør ikke gives til hverken mennesker, dyr eller planter.

Skriv en kommentar