Med tilladelse fra Karen Rasmussen, Skanderborg, bringer vi her nogle indtryk fra landbrugslandet 8. maj:
De fleste vil nok synes at de blomstrende rapsmarker er et skønt skue, men for os der bor på landet og ser hvilke konsekvenser disse monokulturer har for flora og fauna, da er det næsten deprimerende at se på.
I lørdags da sommeren endelig kom til Danmark, hvor man kunne opleve hvordan insekterne begyndte at summe, ja selv brumbassen som er tæt på at blive udryddet viste sig, da fandt en af industribønderne fra mit nabolag det passende at bruge middagsstunden til at sprøjte rapsmarkerne, sandsynligvis med et insekticid imod glimmerbøsser.
Det er god sprøjteskik at gøre det tidlig morgen og sent aften, for at skåne bierne, men der er ikke forbud imod at sprøjte midt på dagen, det er op til ens egen moral at afgøre om man vil vise det hensyn, men man må have en forventning om, at det bliver overholdt siden Esben Lunde påstår at landmændene passer på bierne, ved at sprøjte om natten.
På det andet billede som er taget lørdag den 6 maj kl 13.01, kan I se sprøjtearmen når helt ud over rabatten, så selv her, får mælkebøtterne og insekterne ikke lov til at være i fred.