Der sprøjtes som aldrig før. Foto: Niels Riis Ebbesen.

Nye tal fra Miljøministeriet viser, at de danske marker bliver sprøjtet oftere, og det er dårligt nyt for naturen. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening. 6. maj 2019.

På trods af, at de senere år har budt på mange alarmerende fund af sprøjtegift i det danske grundvand, så er der stadig fuld gang i sprøjtningen af gift på danske marker.

Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har netop offentliggjort de nye tal for landbrugets forbrug af sprøjtegifte i 2017. Opgørelsen viser, at den såkaldte behandlingshyppighed, der viser hvor ofte hver hektar landbrugsjord bliver sprøjtet hvert år, er højere end nogensinde før.

Og de nye tal er dårlige nyheder for biodiversiteten, mener Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding:

– Hver gang der bliver sprøjtet med gift, risikerer det at have en negativ effekt på vores vandmiljø, grundvand og natur. Derfor er vi meget bekymrede over, at de danske marker tilsyneladende bliver sprøjtet oftere end nogensinde, siger Maria Reumert Gjerding

Maria Reumert Gjerding, DN

Behandlingshyppigheden målt på forbrug er steget med 17 procent fra et gennemsnit for perioden 2014-2016 på 2,86 til 3,35 i 2017.

Læs mere: 10 fødevarer er kilde til 75 procent af kroppens sprøjtegiftrester

Salget er steget – forbruget er faldet

Samtidig viser de nye tal, at salget af aktivstoffer steg fra 2,20 mio. kg i 2016 til 2,47 mio. kg i 2017. Samtidig er forbruget faldet fra 2,21 mio. kg. til 2,17 mio kg. I 2017.

Det er positivt at forbruget er faldet en smule, mener Maria Reumert Gjerding, men samtidig bliver der købt nye gifte ind i større omfang end før.

Opgørelsen fra ministeren viser også, at der bliver solgt flere såkaldte belastende sprøjtegifte, der er skadelige for grundvand, folkesundhed og arbejdsmiljø. Salget målt på belastningsgrad er steget fra 1,40 i 2016 til 1,69 i 2017.

De ministerielle kampagner for mindre forbrug af sprøjtegifte har ikke virket på landbrug og gartnerier, viser den seneste årsstatistik

Læs mere: Godkendte sprøjtegifte fundet i drikkevandet

– Det er en foruroligende udvikling, ikke mindst set i lyset af alle de fund at sprøjtegifte, der er gjort i grundvandet de senere år. Tiden har jo desværre vist, at myndighederne med tiden bliver mere bevidste om de skadelige effekter af sprøjtegifte, og derfor vælger at forbyde dem. Derfor er en stigende belastningsgrad bekymrende, siger Maria Reumert Gjerding.

Visited 71 times, 14 visit(s) today

One Comment

  1. Annette Creutzberg Mikkelsen

    I dag fik jeg og mine hunde en solid dosis sprøjtemiddel, da vi gik tur.
    Sprøjten var få meter fra os og da det tillige blæste, kunne vi ikke undgå at indånde sprøjtemidlet og få det på hhv tøj og pels.
    Findes der ingen regler for hvor tæt på mennesker man må sprøjte.
    Jeg havde ikke en chance for at undgå at få giften i mig.
    Kan kun opfordre alle til, at købe økologiske kornprodukter.

Skriv en kommentar