Landbruget trækker staten i byretten

Uden antydning af skrupler sagsøger Bæredygtigt Landbrug nu staten for at få lov til at bruge de sprøjtemidler, de har lyst til

Af Jørgen Vangsted

Ifølge landmandsorganisationen Bæredygtigt Landbrug går Danmark politisk enegang og rammer både produktionen og konkurrenceevnen med et forbud mod anvendelse af 33 PFAS-baserede sprøjtemidler. Det drejer sig om fremtidens sunde danske fødevarer, som forbrugerne nu bliver snydt for, udtaler formand Niels Hauge Mikkelsen, og derfor agter BL at stævne staten.

Det er slemme tider for de bæredygtige, der som regel plejer at få deres vilje. Nu har miljøminister Magnus Heunicke imidlertid fået nok, og tager toppen af galskaben ved at forbyde 33 ud af de 355 sprøjtemidler landbruget har adgang til.

Ifølge Effektiv Landbrug har SEGES regnet lidt på det og kommet til det resultat, at det vil koste dansk landbrug 2 mia. kr. at ”snyde” grundvandet for TFA, som er en kortkædet PFAS-forbindelse. Antageligt kan landbruget gå til skatteyderne med tallet, når erhvervet efterfølgende kommer og forlanger kompensation?

SEGES påstår: Vi kunne ikke forudse forbuddet mod PFAS-sprøjtegifte, så derfor har vi ingen alternativer

Pisse Dårligt Opdragede

PDO er sikkert, hvad det hele handler om. Kompensation, hvis man ikke kan få sin vilje. PDO, som Mattias Tesfaye betegner elever, der forstyrrer undervisningen i folkeskolen. De tre bogstaver står for ”pisse dårligt opdragede”.

De begynder i byretten nu. For hvis man lader stå til for længe, bliver det en stiltiende accept. Dansk landbrug ved nemlig godt, at det hjælper at forstyrre. Det plejer at holde liv i tilskudsordninger og lempelige miljøregler. Og med udsigt til at Troels Lund Poulsen kan blive statsminister efter næste folketingsvalg, er det med at holde sprøjten klar. Venstre ved de, hvor de har!

Gang på gang leder man efter logikken. Kan det virkelig være rigtigt, at et erhverv går i rette med staten for at få lov til at fortsætte med at forgifte vores grundvand?

Ja, det kan det! Det erhverv, som skal forestille at fremstille vore fødevarer og som tilmed  bryster sig af at være verdens bedste til opgaven, er tilsyneladende ved at lykkes med en fødevareproduktion, der, bare det er billigt nok og fylder i maven, er ”sunde danske fødevarer!”

Også selv om man finder sprøjterester i maden, eller i grundvandet. Vi skal forstå, at det eneste der tæller er penge. I herremændenes lommer, vel at bemærke, for jo større landbrugene er, desto større indflydelse. De stamper i jorden og truer med deres grundlovsrettigheder, så det gungrer langt ind under soklen på Christiansborg.

Ifølge Landbrug & Fødevarers formand svineproducent Søren Søndergaard er dansk landbrug villig til at indgå i en grøn omstilling. Men læser man hans beretning fra delegeretmødet 2025, er samarbejdsviljen ikke videre overbevisende.

På den ene eller anden måde får de altid deres vilje. De store, altså. De små dukker sig og ved ikke helt, om de tør blande sig, for også de ser, hvordan jordpriserne stiger med rystelserne. Og bankerne logrer med halen, for det er jo også deres brød, vi taler om.

Men de nye progressive unge landmænd, der gerne vil dyrke kartofler efter økologiske principper til anstændig sund mad uden at blive snydt, bliver netop mødt af en umulig konkurrence. Dels mangler de ofte kapitalgrundlaget for at komme i gang, og dels er der intet lovgrundlag for en deklaration på de konventionelle sprøjtede kartofler om muligt indhold af sprøjterester.

Når kartoflerne således ligger på hylderne i butikkerne og ser ens ud, men med forskellig pris, har forbrugerne ikke en jordisk chance for at vide, hvad de billige risikerer at være besudlet med. Det er heller ikke deklareret, at dyrkningen af de billige knolde de facto forurener vores grundvand.

At sådanne billige kartofler overhovedet må sælges uden advarsel på linje med E-numre/tilsætningsstoffer i andre produkter, og tilmed kan kaldes for sunde danske fødevarer, er i den grad at snyde forbrugerne.

Når mindretallet bestemmer

Der er under 6000 heltidsbedrifter i Danmark. Og der bliver dagligt færre. Landbrugene bliver efterhånden så store, at de er svære at styre. Liberalisering af landbrugsloven har sammen med stats- og EU-tilskud gjort gårdene større. Helt bevist har Venstre i den sammenhæng argumenteret for den udvikling, ud fra den betragtning, at ”….de store jo [er] de mest klimavenlige, fordi de har de største stalde, de største maskiner og den nyeste teknologi,” som Zenia Stampe citerer dem for at sige.

Som gøgeunger skubber de økologer og mindre grøntsagsproducenter ud af reden, fylder kæmpe store staldanlæg med svin og gylle og lever fint i symbiose med tilskudsordninger og lempelige miljøregler, der gør alle andre erhverv gule af misundelse.

Det er på den måde lykkedes over al forventning – næsten som efter sovjetisk forbillede – at skabe gigantisk kapitaltunge landbrug. Som i det gamle Sovjet kan det ikke blive stort nok… før det er for stort. Og for sent. Ingen af stederne giver det mad nok. Begge steder er politiske visioner gået i opfyldelse. I Sovjetunionen blev det til sult, mens det her hos os er blevet til fødevarer af tvivlsom kvalitet.

Mænd uden moral

Det er ikke tilfældigt at både udenlandske fonde og rigmænd interesserer sig for de stigende jordpriser. Der er selvfølgelig penge i det. Men det er en farlig udvikling hvis fagligheden skifter fra et agronomisk/biologisk udgangspunkt, til en spekulativ advokat- og revisorstyret driftsform hvor kemiindustrien uimodsagt får lov til at trække i trådene.

Hvorfor skal få hundrede selskaber og rigmænd bestemme over det naturgrundlag vi alle er så afhængige af? Hvorfor skal de have ret til at forurene grundvandet for at tjene penge? Hvordan kan de overhovedet tillade sig at slæbe os alle i retten for at tjene på at forurene med PFAS – noget af den værste kemi der findes? En del af svaret må ligge i, at de ikke har noget demokratisk ansvar.

Derfor er det også uforklarligt, at et flertal i Folketinget ikke kan sætte landbrugserhvervet på plads. Det bliver en minksag om igen. Vi risikerer at skulle kompensere os selv til fattiggården, hvis ikke snart landbruget lærer at lave ordentlig mad, dyrke i stedet for at nedbryde naturgrundlaget og finde faglig stolthed i en sprøjtefri produktion, så vi – og den næste generation – kan få det vi betaler for. Sunde fødevarer.

Et velment råd

Alle ved vi, at pesticiderne med tiden finder vej ned til grundvandet. Vi ved også, at vandets veje er komplekse. Det er ikke nogen ny viden, at nedsivningen – afhængigt af de geologiske lag – tager sin tid. Men ned kommer det!

Nu går den ikke længere. Hvis vi fremover skal rense vores drikkevand, vil det koste mellem 6 og 18 mia. kr. om året, mens et forbud mod anvendelse af pesticider de steder hvor vi ved drikkevandet dannes kun vil koste 360 millioner/året.

Disse tal siger ikke så lidt om dansk landbrugs betydning for landets økonomi.

I stedet for at fortsætte den ældgamle traver om, at de nye sprøjtemidler nedbrydes til ingenting og at de generelt er langt mindre farlige end de gamle, skulle Bæredygtigt Landbrug insistere på en økologisk produktion i Danmark. Det ville være at gå forrest, være visionær, indsigtsfuld og fylde organisationens navn med rette indhold.

Bannerfoto: PFAS. Foto: Pexels