
I mere end tre måneder har Kemikalieinspektionen i Miljøstyrelsen pure nægtet at informere om fundet af et parti ulovlige sprøjtegifte hos en af landets største frugtproducenter. Gentagne aktindsigtsbegæringer er blevet afvist med begrundelsen ”hensyn til privatøkonomiske forhold” uden at det oplyses, hvordan det skal forstås i forhold til den konkrete sag
Kemikalieinspektionen har bekræftet, at der er foretaget en uanmeldt kontrol af sprøjtegiftlageret hos Fejø Frugt 12. september, hvor to jordbrugskontrollører gennemgik forholdene hos virksomheden og konstaterede tilstedeværelsen af et større arsenal af forbudte sprøjtegifte.
Resultatet af kontrolbesøget foreligger i form af et notat, som Kemikalieinspektionen afviser at udlevere til pressen. En ansøgning om aktindsigt er blevet besvaret med flere delafgørelser, men med alle relevante oplysninger overstreget i sort (se illustrationerne her på siden).
En klage til Miljøstyrelsens klageinstans 25. november 2025 over Kemikalieinspektionens fuldstændige mørklægning af sagens detaljer er affejet med samme kryptiske begrundelse som forklaringen på de sortsværtede dokumenter. Afvisningen begrundes med hensynet til virksomhedsejerens ”private og økonomiske forhold”, uden at disse hensyn forklares.
Hvad siger Coop
Fejø Frugt har et tæt samarbejde med Coop-koncernen, så redaktionen bad den ansvarlige hos Coop om en kommentar 10. november. Svaret kom fra Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet hos Coop Danmark, og det lød sådan her:

”Vi har undersøgt sagen, og det er korrekt, at der på en ejendom erhvervet af Fejø Frugt har været gamle og forældede pesticider opmagasineret. Ingen af disse er dog indkøbt eller anvendt af Fejø Frugt. Men det er selvfølgelig en fejl, at de ikke er destrueret for længst. Og fordi ejendommen ejes af Fejø Frugt, er det deres ansvar, at det sker. Det er der nu rettet op på.”
I en efterfølgende mailkorrespondance meddeler Thomas Roland, at sagen tilsyneladende ikke er afgjort endnu. Ejeren af Fejø Frugt Laust Spandet Jensen afventer stadig et eventuelt bødeforlæg ifølge Coop-talsmanden.
Redaktionen har bedt Laust Spandet Jensen om en kommentar til de konkrete punkter i sagen, sådan som det foreskrives af retningslinjerne for god presseskik, men Laust Spandet Jensen har ikke ønsket at svare.
De ulovlige sprøjtegifte


En intern kilde har uddybet jordbrugskontrollørernes fund af et større antal ulovlige sprøjtegifte i et lagerrum hos virksomheden. Af Kemikalieinspektionens overstregede delafgørelser i aktindsigtsudleveringen fremgår det også, at der er knyttet fotobilag med et større antal billeder til sagens akter.

Tre af disse fotos (se dem her på siden) har vi fået udleveret under hånden. Det drejer sig om billeder fra virksomhedens lager af insektgiften Fastac og ukrudtsmidlerne Simazin og Reglone. Disse tre sprøjtegifte har været omfattet af forbud mod både anvendelse og opbevaring siden 1. februar 2022, 11. september 2005 og 4. februar 2020.
Udover disse tre sprøjtegifte er der fundet flere andre forbudte produkter, men produktnavnene og det præcise antal ønsker Kemikalieinspektionen ikke at offentliggøre.
Fejø-æbler bør altid vaskes
Det er veldokumenteret, at frugt fra Fejø Frugt kan indeholde rester af sprøjtegifte. Af samme årsag fremgår det altid af emballagerne, at indholdet bør vaskes, før det spises.
En aktindsigt hos Fødevarestyrelsen i de seneste fem års pesticidkontroller hos Fejø Frugt, har vist, at i seks ud af 11 pesticidprøver på æbler fra Fejø Frugt siden januar 2020 er der fundet rester af sprøjtegifte. Fire prøver udviste rester af en enkelt sprøjtegift, mens to prøver havde rester af tre forskellige sprøjtegifte. I et tilfælde fra 2023 overskred analyseresultatet den såkaldte maksimalgrænseværdi.
På æblerne blev der konstateret fem forskellige aktivstoffer, der alle er yderst giftige. Et anvendt aktivstof er mistænkt for at volde kræft, og et andet er mistænkt for at være fosterskadende. Det skal understreges, at der er tale om et yderst spinkelt resultat, da de 11 analyseresultater er indsamlet over fem år (2020-2025), hvor der årligt er produceret i størrelsesordenen 2500 tons æbler af flere forskellige sorter på Fejø.
I 2020 blev der udtaget fire prøver, i 2021 og 2022 hvert år to prøver, mens der de seneste tre år (2023-2025) kun er analyseret en prøve om året.
Hvert andet Coop-æble fra Fejø Frugt er forurenet med sprøjtegifte
Sjusk med sprøjtegifte på vaskepladsen
Fejø Frugt har tidligere været i Kemikalieinspektionens søgelys for lemfældig omgang med sprøjtegifte. Det drejer sig om en sag fra sommeren 2023.
Landbrugsstyrelsen (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) var på vegne af Kemikalieinspektionen på uanmeldt kontrolbesøg på virksomheden den 12. juni 2023, hvor man konstaterede følgende:
- Virksomhedens beholder til opsamling af rester af sprøjtegifte var ikke opstillet på et areal, der er indrettet med tæt bund og opkant, eller lignende teknisk foranstaltning, der sikrer opsamling af vaskevand mv.
Virksomhedens beholder til opsamling af sprøjtegiftrester var på kontroltidspunktet nedgravet. Det betød, at virksomheden overtrådte vaskepladsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3, som kan straffes med en bøde, men så galt gik det dog ikke.
Ved kontrolbesøget var ejeren Laust Spandet Jensen til stede som repræsentant for virksomheden. Han blev belært om reglerne, der siger, at virksomheden skal sørge for:
- at beholderen til opsamling af sprøjtegiftrester er opstillet på et areal, der er indrettet med tæt bund og kant, eller lignende teknisk foranstaltning, der sikrer opsamling af vaskevand mv. Arealet hvor beholder placeres skal være indrettet, så regnvand ikke kan flyde til arealet, og arealet skal kunne opsamle beholderens indhold.
Efter kontrolbesøget fik virksomheden et høringsbrev den 26. juni 2023, hvor Landbrugsstyrelsen bad om virksomhedens bemærkninger til de konstaterede forhold. Landbrugsstyrelsen modtog dog aldrig svar fra virksomhedens ejer. Fra anden side blev Kemikalieinspektionen opmærksom på, at Fejø Frugt havde indkøbt en beholder til opsamling af sprøjtegift rester, der skal placeres over jorden, så man valgte at afslutte sagen uden sanktioner.
Mens vi venter på åbenhed i forvaltningen
Redaktionen har været i kontakt med en af de jordbrugskontrollører, der udførte kontrollen i september 2025, men vedkommende nægter at oplyse noget som helst om sagen, bortset fra at den betragtes som afsluttet hos tilsynet, der har afleveret sin indstilling til afgørelse i Miljøstyrelsen. Der beror den indtil videre.
Miljøstyrelsens mørklægning af denne sag vil blive påklaget til Ombudsmanden. Mens vi afventer svar, kan det være nyttigt at belyse sagens kendsgerninger, samtidig med at en række ubesvarede spørgsmål oplistes. Skulle nogen af læserne ligge inde med svar på disse spørgsmål, hører vi gerne nærmere.
Her følger en opsummering af, hvad vi ved, og hvad offentligheden og beboerne på Fejø har krav på at få at vide.
Først kendsgerningerne:
- Kemikalieinspektionen foretog en uanmeldt ransagning hos Fejø Frugt 12. september i år. Dette har både Kemikalieinspektionen og Coop-talsmanden Thomas Roland bekræftet.
- Under ransagningen blev der i et udhus fundet et større antal forbudte sprøjtegifte, der er ulovlige både at anvende og opbevare. Ejeren af Fejø Frugt har indrømmet dette overfor Coop-talsmanden, men har forsøgt at bortforklare fundet som ”gamle”, til trods for at der er tale om sprøjtegifte af nyere dato.
- Kemikalieinspektionen har bekræftet fundet af ulovlige sprøjtegifte, men afviser at fortælle yderligere. Dog hævder en intern kilde, at der fundet mindst 10 forbudte sprøjtegifte, og blandt dem er der produkter, der har været forbudte siden 2005, 2020 og 2022.
- Gennem de seneste fem år er der konstateret rester af sprøjtegifte på æbler fra Fejø Frugt i seks ud af 11 pesticidprøver, dog alle sammen lovlige gifte.
- I sommeren 2023 afslørede Kemikalieinspektionen ulovlige forhold med nedsivning af rester af sprøjtegifte fra en vaskeplads hos virksomheden.
Hvad vi gerne vil vide:
- Hvilke forbudte sprøjtegifte er konstateret hos Fejø Frugt?
- Er der leveret frugt, der har været behandlet med forbudte sprøjtegifte til danske butikker?
- Hvilke sanktioner er udstedt overfor Fejø Frugt?
3000 tons frugt om året

Fejø Frugt, der ejes og drives af Laust Spandet Jensen på øen Fejø i Smålandsfarvandet, leverer primært frugt til Coop-kæderne, herunder Kvickly, SuperBrugsen og DagligBrugsen, hvor virksomheden er særlig er kendt for sine danske æbler i efteråret.
Derudover sælges frugt fra Fejø Frugt også via andre supermarkeder som Rema 1000, Føtex og online fra Aarstiderne og Nemlig.com, og der samarbejdes med Dagrofa Foodservice.
Fejø Frugt råder over en af Danmarks største frugtplantager, der dækker en væsentlig del af øen Fejø. Plantagen huser omkring 400.000 æbletræer og 100.000 pære- og blommetræer. De producerer årligt omkring 3000 tons frugt, svarende til ca. 21 millioner stykker frugt.
Forbruget af sprøjtegifte hos Fejø Frugt er stort. Den lovpligtige sprøjtegiftindberetning til Miljøstyrelsen kan læses her.
Stop Press!
Kontorchef Henrik Nylander Nielsen fra Kemikalieinspektionen skriver 9.1. 2026 kl. 14.15, at “Med henvisning til din henvendelse af 5. januar 2025 kan det bekræftes, at sagen vedrørende kontrollen hos Fejø Frugt fortsat er under behandling hos Miljøstyrelsen. Der foreligger ikke en indstilling i den forbindelse. Kemikalieinspektionen kan ikke give en tidshorisont for sagens behandling.”
Bannerbillede: Store rødkindede æbler fra Fejø – husk at vaske dem, før de spises! Privatfoto
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







Fejø æbler kunne være et fantastisk brand, hvis alle æbleavlere på Fejø ville gå sammen og kun dyrke økologiske æbler.
Sidste år valgte vi at købe Fejø æbler i en mindre mængde i Superbrugsen, da vi havde spist de sidste af vores egne æbler i april. Vi valgte lokalt i stedet for økologiske æbler, som var transporteret over lange afstande. Vi havde også tillid til Coop.
Det gør vi ikke i år! Og tilliden til Coop er også blevet mindre.
Tak for din afdækning af sagen.
Slut med Fejø og ja til italienske økologiske!
Kun øko æbler eller fra egen have og naboernes 🙏
Tak for at dele denne sag!